Isogenic svæver imellem det maximalistiske stormvejr og den frostklare simpelhed – det er enorme synthflader, der afløses af knitrende guitar-granulat – frådende trommer, der bliver til en mild luftstrøm – En luftig og skrøbelig vokal, der rejser sig, og bliver muskuløs og stædig. Det er et sted, hvor den alternative pop støder sammen med rockmusikkens ukontrollerede egoisme.