fbpx
Skip to content Skip to footer

DATTER – 6. august 13.00

DATTER er et helt nyt skud på den danske musikscene med den 22-årige sanger og sangskriver Josephine Cope i spidsen. Josephine skriver tekster, som befinder sig i et intimt og sjæleligt univers, og i samarbejde med guitarist Magnus Døssing og trommeslager Aksel Westh skaber DATTER musik, som, med en hårdtslående vokal i front, danner rammer for et ærligt, indie-rocket udtryk.

Musikken skaber et lydbillede, der rummer både nerve, nærvær og som forbinder styrke og skrøbelighed i tekst og melodi. Musikken er lysten til at danse inde på sit 8 kvadratmeters soveværelse efter en lang dag hvor hverdagens tankemylder og nedture fylder.

DATTER er balancen mellem hvad der er ægte og fantasi, på godt og ondt, og en fejring af ens sind og være. Projektet blev født på en højskole, hvilket sætter præg på teksterne, som forsøger at fordøje tanker om stort og småt. Teksterne kredser specielt om møder – med andre mennesker, med forandringer og med nye følelser. Det er en åben dagbog, du inviteres til at læse med i.

DATTER har i 2020 og 2021 spillet på mindre festivaler som Talk Town, SOUND, Rabalder og OVERGRUND.